Karl og Alma Bergmann
Et respekteret og afholdt ægtepar, fhv. boelsmand og skovarbejder Karl Bergmann og hustru, fru Alma Bergmann, Parcelvej, Jyderup, kan søndag den 10. maj 1964 fejre guldbryllup. Det markeres ved en fest, hvori bl.a. deltager ægteparrets 11 børn, der alle er gifte, 33 børnebørn, og 6 oldebørn.
Karl Bergmann, der er 70 år, er født i Sverige og kom som ung mand til Danmark, hvor han ved sin ansættelse på "Aggersvold" lærte sin hustru at kende. Alma Bergmann, der er 75 år, er født ved "Aggersvold", og efter en huslig uddannelse blev hun husjomfru på godset. Som følge af det ry de vandt sig ved dygtighed og flid, blev de tilbudt bestyrerplads på "Skovgården" ved Darurup, og senere fik de realiseret planerne om eget landbrug, først ved Rørby og siden da Henriksholm blev udstykket.
Længst har ægteparret boet på "Skarridsholm", hvor de i 28 år passede den meget idylliske beliggende skovejendom samtidig med at Karl Bergmann påtog sig ekstrajob i skovene.
Flid, nøjsomhed og en evne til at glæde sig over tilværelsen har kendetegnet de to ansete og venlige mennesker, der aldrig har haft for travlt til at gøre andre en tjeneste eller viste udstrakt gæstfrihed. Fru Alma Bergmann har kunnet overkomme det helt utrolige, være opofrende mor for flokken på elleve, dygtig husmor og med den halve part af sliddet ved landbruget. det er alt sammen blevet taget med lyst sind, og dette præger dem på en sådan måde, at andre mennesker holder af at hygge sig i selskab med dem. De har også i Jyderup, i deres hyggelige hjem på Parcelvej, fået at mærke, at de omfattes med stor sympati, bl.a. ved de to runde mærkedage de fejrede i januar måned. Nu kaldes der igen til fest hos Alma og Karl Bergmann, som begge er raske og livsglade og glæder sig meget til guldbryllupsdagen1
hr. og fru Bergmann


Kilde:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 2. maj 1964, side 4; Guldbryllup
Noter:
Se også omtale af Karl og Alma Bergmann ved Ernst Christensen
Se også omtale af Karl og hans datter Fru Hansen ved kæntringsulykken ved Skarridsø 1951

Sidst opdateret 7. juli 2015
©Jyderup Realskole